Brev 1852–63

av Camilla Collett

Forrige Neste

15. september 1859. Brev til Johan Sebastian Welhaven

Ms.8° 272

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Christiania. Brevet er Colletts egen avskrift som er bundet inn sammen med dagboksopptegnelser, brev og brevavskrifter i bindet «Camilla Colletts Dagbøger 1833–36 m.m.» (Ms.8° 272). Collett har senere påført: «Opfordringerne altid gjennem Josephine.» Brevet er tidligere trykt i Optegnelser fra ungdomsaarene (1926), 313–14.
Skader: Brevets høyre kant, sett fra brevets andre side, er skjult i innbindingen, med tap av bokstaver ved linjeslutt. Bokstaver er supplert med støtte i utgivelsen i Optegnelser fra ungdomsaarene.

De skal have Tak fordi De vilde bede mig paa Kort, mange Tak!

Hvorfor vil De jeg skal komme? ak hvorfor beder De mig? Forstaar De ikke at jeg ikke kan komme? Hedning, Havmand, forstaar De ingenting, intet af Livet af Lidelsen i dens dybeste og helligste Berettigelser? Ikke at Lidelsen Ydmygelsen ogsaa har sin Værdighed, sin AdelAdel] ‘A’ rettet fra ‘a’ ved overskrivingige Hovmod, om De vil. Skal alting, det Største som med det Mindste røres sammen og glattes ud under en almindelig plat godmodig Fordragelighed? Forstaar De ikke – ‹…› ‹…› forstaae dette – at hvert Pulsslag i mig modsætter sig at gaa ind i det Huus, og nu at blande mig snadrende mellem de Fremmede, jeg selv en Fremmet! Hvor skal jeg finde et Ord, mægtigt nok, usmykket, plastisk nok, at det kan forstaas af Dem? ‹…› De har engang beilet til min Sjel, at De at De ikke ogsaa beilede til min Haand, at De ikke undte mig en Plads ved Deres Hjerte, Deres Arne, det var Synd, det var at friste Guderne. 2Men min Sjel var dog fra den Stund viet til Deres, og den maatte løsrive sig, og beslutte sig til en evig, ensom Sorg. De har selv udtalt det, «evig nær og evig fjern», ja evig fjern, Deres Huus, dette mine Tankers usynlige Rige hvor jeg var afsat, inden jeg blev indsat, torde jeg aldrig betræde. Var det end blot for den Haan der er overgaaet dette Hoved – Welhaven. Gud veed det, deri ligger intet uforsonligt, han veed at jeg ærer Dem, at jeg altid har æret Dem og holdt Dem oppe, høit over Deres egen Færd, for ham ere vi forsone[de] gid vi kunde sige i ham, men der er noget i de verdslige Former, der saalænge vi leve og aande her paa Jorden, ikke maa krænkes, og som maa holde os fjernt fra hinande[n] fjernere end nogen Mand mig, end nogen Kvinde Dem Ydmyg for Gud kan jeg gaa forbi Deres Dør, thi jeg vee[d] han seer derpaa, men jeg kan ikke ydmyge mig dertil, ‹a›[t] jeg gik ind. Jeg kan gaa og ønske gid det var saa at jeg kunde, jeg tænkte engang jeg nylig gik forbi saa oplagt, saa lyksalig oplagt: Gid W. og jeg nu først havde truffet hinanden at ikke denne dunkle, besværlige Fortid ikke laa imell[em] hvor vilde vi blive forbausede og glade over hinanden! Men vi kunne ikke glæde hinanden nu. Jeg er vis paa jeg vilde blive den sletteste Gjest i Deres Huus. Hvad jeg nu taler med Dem, naar det skeer ude, bliver saa forunderlig fattigt og afmægtigt naar det skal dække et Tankens Dyb, der ikke maa røres. Saale[des] hænger det sammen, montro De nu forstaar noget deraf?

Den 19de

Nei, nei, nei, nei jo mere jeg tænker derpaa jo umuligere bliver det. Hvor ofte 3skulde jeg komme? naar jeg blev buden, buden paa Kort? eller naar jeg selv vilde? Husker De Sagnet om den betvungne Konge, som maatte, ulykkeligere endnu end hans Brødre der fik Lov til at arbeide ude, maatte gjøre Tjeneste inde, feie Gemakkerne, tørre Støv, alt dette med sin fordums Herlighed for Øie? Vanvidet greb ham, han kastede Kongekaaben om sig, tog Scepteret og satte sig paa Tronen, Det er en digtet Historie, men den er lige sandsand] ‘san’ synes rettet fra ‘go’ ved overskriving derfor. Tænk om jeg medens jeg sad hos Dem, pludselig syntes det var mine egne Stole og Borde at de havde saadan underlig møbleret Facon, eller jeg følte en Trang til at gaa hen til Dem og sige Dem noget Godt og Kjerligt for E. at De maatte tage en anden Frakke paa, fordi De ellers blev forkjølet og ‹…› fik Bronchit? Ja saadant var at befrygte, jeg har en levende Phantasie, altfor levende hvilket jo er Tilfældet med alle Mennesker hvis Forstand er for liden. Eller sæt noget endnu værre, sæt at De Welhaven glemte at det var C., Fortiden, den 30 aarige ærværdige Fortid der skyldes Ærefrygt, og De behandlede mig uvørrent som en anden Dame, og kom til at sige mig Ubehageligheder? Saa var det Hele forstyrret blot ved den Grille at jeg skulde «vanke i Deres Huus»

Lad os være gode Venner og holde os saa fjernt, som muligt.

C.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1852–63

Samlingen inneholder 70 brev skrevet av Camilla Collett i perioden fra januar 1852 og til våren 1863. Perioden begynner med at Collett var blitt enke i desember 1851, fortsetter med at hun etablerte et nytt liv for seg og sine fire sønner, og slutter med forberedelsene til en lenger utenlandsreise sensommeren 1863.

Mens brevene fra 1852 til 1857 tegner et bilde av hvordan Collett etablerte en ny tilværelse for seg selv og sine nærmeste, er brevene i den siste delen preget av et rikere sosialt og litterært liv.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.