Brev 1852–63

av Camilla Collett

Forrige Neste

[April] 1859. Brev til Josephine Welhaven

Ms.8° 272

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Christiania. Brevet er Colletts egen avskrift som er bundet inn sammen med dagboksopptegnelser, brev og brevavskrifter i bindet «Camilla Colletts Dagbøger 1833–36 m.m.» (Ms.8° 272). Brevet er tidligere trykt i Optegnelser fra ungdomsaarene (1926), 295–300.
Datering: Collett har datert brevet til påskehelgen 1859. Påskesøndag var det året 24. april, så vi daterer breve til april 1859.
Skader: Brevets høyre kant, sett fra brevets 2., 4., 6. og 8. side, er skjult i innbindingen, med tap av bokstaver ved linjeslutt. Bokstaver er supplert med støtte i utgivelsen i Optegnelser fra ungdomsaarene.

Det er ofte bleven bemærket naar Talen har været om Dem – af forresten velsindede Mennesker, at De var skinsyg, skinsyg paa Fortiden. Det var Dem imod at Welh.Welh.] Johan Sebastian Welhaven (1807–73), forfatter og professor talte om hine tidligere Aars Begivenheder og de Individer der mere eller mindre betydningsfuldt grupperede sig om ham. at De fornemmeligfornemmelig] synes rettet fra ‘rent’ ved overskriving havde Ondt for at lide endnu levende Personer, der kunde have en Slags forhistorisk Interesse for ham. Hvor jeg har hørt denne Beskyldning udtale, har jeg modsagt den. Den kunde saa let udarte til en af dissedisse] rettet fra ‘hine’ ved overskriving staaende Phraser der ere saa nemme at tage til naar man ikke har noget Andet at sige, derved kunde den faa noget Odiøst, thi der er Mange der liig Welh. har deres stærkeste Minder i nævnte Tid og som følgelig ere partiske. Jeg har modsagt dem ivrigt, bestemt, har endog paaberaabt mig Deres og mit Forhold, at da maatte dog denne ugunstige Stemning være kommet frem ligeover for mig, der jeg dog uimodsigelig udgjør et Led af hiin Fortid, ja kan snart betragtes som den sidste Repræsentant for den. Jeg har benægtet det Josephine, skjøndt jeg ikke har følt mig ganske sikker paa – om jeg havde Ret dertil. 2Der er Adskilligt som har bestyrket mig i denne Mistanke. Vil De vide hvad dette er, saa kan jeg ogsaa sige Dem det engang. Og nu Haand paa Hjertet og den anden hævet mod Gud, og siig at jeg har taget Feil, at Alle der dømme saa, have taget Feil. Kan De, tør De ikke dette, saa beder jeg Dem for Welhavens Skyld, saa besværger jeg Dem for Deres egen Skyld, Dem som jeg holder saa af, som jeg sætter saa høit, Dem som jeg skylder saa uendelig meget, overvind denne Svaghed, kast den bort! Riv denne Torn ud af Deres Hjerte, og De vil selv blive lykkeligere og Gud velbehageligere der‹v›[ed]

Kan De huske hos HansteensHansteens] Christopher Hansteen (1784–1873), professor, bodde sammen med sine døtre da vi talte om at ønske eller ikke ønske tilbage. og De proklamerede Deres Lykke, sagde jeg Dem et Ord som De maaskee ikke lagde Mærke til nok Væ‹g›[t] paa: «Det er ingen Sag for Dem, De kom da Grundene vare jevnede, der hvor Andre havde brudt deres Kræfter.»

NapoleonNapoleon] Napoléon Bonaparte (1769–1821), fransk militær og politisk leder, keiser 1804–14 udstædte engang et Decret omt. saalydende: «JunotJunot] Jean-Andoche Junot (1771–1813), fransk general under napoleonskrigen har ufortøvet at bryde op fra Madrid, til Saragossa og indtage Staden» Og Junot med sin bedste Styrke drog til S. og beleirede det. Men S. var ikke en almindelig, men ret en haardnakket, fortvivlet Dæmon af en Stad, der slet ikke lod sig tage paa napoleonsk Viis, men leverede en Modstand saa vedholdende, saa glimrende at Historien har neppe noget lignende at opvise. Junot og hans Helte 3gjorde Underværker af Tapperhed og Udholdenhed, og der flød meget ædelt Blod. Men Napoleon blev utaalmodig og skrev et nyt Decret: «LannesLannes] Jean Lannes (1769–1809), militær kommandant under Napoleon begiver sig til S. for at indtage det.» Og denne General indfandt sig for S. og see! da var netop Staden bøiet, og den overgav sig til Lannes. Og han blev Seierherre og nævnes i Historien som Erobrer af Saragossa.

Josephine, saaledes kom De, sendt af denne Gudernes dunkle, ubøielige, napoleonske Villie, som vi kalde Skjæbnen, Andre der ikke kunne lide dette Ord – Herrens Tilskikkelser – nok, De kom, og med Gud og Rette blev De Seierherren. For Dem aabnede Staden sine Porte, og Stadens Borgermester og Raad have knælende overrakt Dem Stadens Nøglerne.

Og vær nu ogsaa høisindet som De var lykkelig. vær taknemlig, Lad de Beseirede opsøge deres Grave og feire deres Mindefester. Husk, der er Skygger at forsone. Og i Deres eget Hjerte skal De aarlig anstille en Offerfest, til de Faldnes Manes, og lade Alt hvad der ikke er Stort og Dem værdigt gaa op i Røgen.

Ja lad Welh. besøge denne Fortid uhindret, naar det kan glæde ham. Hold af de samme Mennesker! naar det kommer til Stykket er det blot Lidelseskamerater. Luk op for ham overalt, stig selv ind med, bliv selv hjemme der. Saa gjorde jeg med Collett,Collett] Peter Jonas Collett (1813–51), Colletts ektemann, professor der ogsaa havde oplevet en mærkelig og bevæget Ungdom. Tilsidst troede han at jeg havde været med, 4og forudsatte uden videre at jeg kjendte Localiteter som jeg aldrig med mit legemlige Øie havde skuet. Hvad skulde De frygte af Skygger? Deres Magt er befæstet ved et levende Samlivs dyrebareste, fasteste Baand. Forstaa mig ret, jeg mener ikke jeg mener ikke paa Grund af at Deres og hans Navne staae indregistrerede i en Ministerialbog under en vis Datum, o hvilke Navne der findes ved Siden af hinanden!hinanden] ‘in’ rettet fra ‘ver’ ved overskriving jeg mener noget bedre. De har været W. hvad ingen af – – af os havde kunnet være ham. Med Sandhedens Ydmyghed og Freidighed erkjender jeg dette. Kun De magte‹d›[e] denne Opgave. Ak, der skulde andet til end bed‹aa›rede Hjerter. Og derfor besværger jeg Dem saasandt som De er Dem denne Magt, denne ædle Magt over ham bevidst, og den med Rette gjør Dem stolt, forring ikke dens Værdi vogt Dem for at misbruge den!

Det var dette jeg vilde sige Dem. Med hvad Ret, og hvad det angaar mig?mig?] spørsmålstegn rettet fra komma ved overskriving nei derom spørger De ikke. De veed meget vel at jeg har Ret til at tale. Lad det blive et Opgj[ør] engang for Alle mellem Welh. og mig, det er ogsaa skrevet for ham. For Dem og for ham skriver jeg dette, og tale vil jeg nu, Ret dertil har jeg i Kraft af mit Livs Taushed, i Kraft af de Livs- og Dødsspørgsmaale der ere uden videre bleve udtalte over dette arme, stumme Liv. Naar De har læst dette skal De ikke komme til mig paa nogen Tid, jeg magter ikke at tale mere. men skrive skal Welh. og De et Par Ord – – «modtaget og erkjendt.» –Naar De … erkjendt.] Det er ingen markering av hvor tilføyelsen skal inn, men Amundsen satte den inn her og vi følger ham. Jeg, dette mit andet Jeg er det som har vundet Retten, nu da det har overlevet Alt, Blændværket, Fortvivlelsen, Skrækken og derpaa 20 Aars Kulde og Taushed. Det syntes mig nu saa godt at komme paa det Rene med ham, da vi ikke kunne undgaae at mødes 5ude, og jeg tror at have bemærket Utryghed ligeoverfor mig, og ligesom en Sky for at berøre gamle Tider. Er det Welhavens Skyld, er det Deres? Min skal det ikke være. Over mit Liv er der udtalt et Ord der staalsætter, der løser for Troldskab. Har det engang ophørt at smerte dette Ord, saa er man usaarlig, Erindringen har ingen Rædsler mere, man kan befare alle Schachter, Det er det der nu jevner Veien til de platte, trygge Grunde. Nu seer jeg alting klart hvordan det maatte komme saa. Maa jeg dog tilstaa det, uagtet det er haardt! at Grunden til Skylden for at Welh. ikke – – at det var et Blændværk, ogsaa laa hos mig, i en Mangel, en frygtelig Mangel. Ogsaa jeg var forknyttet og havde ligetil min Indtrædelse i Verden undværet Solskin og Roes. Jeg vidste ikke om jeg var smuk, om jeg var god, eller hvad jeg var; ingen havde sagt det hjemme, og i Christiansfeld,Christiansfeld] Fra 1827 til 1829 gikk Collett på Herrnhuternes pikeskole i Christiansfeld, Slesvig. hvorfra jeg netop var sluppet ud, fik man heller intet at vide derom. Under dette Tryk, forpiint, forskruet laa min mægtige Natur, og sukkede efter Befrielse. Den krævede en Personlighed af mig, jeg havde ingen, ikke engang til at gaa sikkert over et Gulv, ikke Øine til at see paa Folk med, ikke og dristede jeg mig til at sige noget, saa var det ofte netop det jeg ikke vilde sagt, Og hvad jeg skrev – ak det er ikke til at læse nu, men græde, græde kunde man over denne rige Fattigdom. Hver Sætning staar der, som om den udtrykkelig var stillet hen for at opfanges paa en Landse. og det blev den da sagtens ogsaa 6Nu forstaar jeg godt hvad Welh. skrev at han ofte var vred paa mig; jeg brød mit Hoved med hvad det kunde være, jeg søgte i noget Enkelt, ak, Grunden laa i det hele. Saa gik jeg der en stakkels «Barfüssele»«Barfüssele»] tysk: barføtt; viser til Berthold Auerbachs roman Barfüssele (1856) i denne ignobleignoble] gemen, avskyelig pedantiske bornerte Omgivelse hvor W. fandt mig. Ulykkeligere, Ulyksaligere kunde intet Sammenstø‹d› være, ingen Kamp frygteligere end den der maatte udspinde sig mellem 2 saa forskjelligartede Væsener. W havde netop i en overvældende Grad hvad jeg manglede, han manglede hvad jeg havde formeget af. Saameget farligere, mere vildledende blev denne Defect da den dækkedes af en Personlighe[d] som hans. Dunkelt maa jeg have følt dette, da jeg etsteds skriver at jeg tro‹ede› mig ikke skikket til at vække denne høieste Følelse hvorom der var Tale. Svaret var en Tilrettevisning, en Prote‹st› ledsaget af ak, alt for bedaarende Beviser. Protesten blev naturligviis greben med Begjerlighed og Hjertet spandt alle sine Traade fast til den, – saa et nyt Ryk, der rev dette op igjen, saa bad jeg om Naade, om at maatte være i Fred, saa det samme igjen gjentaget – indtil Vanvid. Paa denne Viis kunde en Kamp, uagtet der blot laa en Skuffelse til Grund, udhales saa længe, saa frygtelig længe. Og ingen anden Raadgiver end den svage Emilie.Emilie] Emile Diriks (1810–43), ugift Paa den ene Side den voldsomme Bernhard,Bernhard] Bernhard Herre (1812–49) forfatter paa den anden min Slægt og Verden, for hvem jeg ogsaa skulde bevare en 7Smule Holdning og Ære. Ak alle disse! døde og borte ere de Alle, og at jeg skal leve ene igjen! Dog jeg har forvildet mig, det var ikke min Hensigt at aagreaagre] utnytte, utbre seg med disse Bekjendelser, jeg vilde blot give den knappeste Oversigt. De veed Josephine at vi have omtalt den psychologiske Egenhed hos W. at han aldrig synes at have været sig klart bevidst hvorledes han handlede dengang. Maaskee hans senere Skjæbne lagde dette Slør over hans Hukommelse, men jeg tror virkelig at enhver Kjendsgjerning man nu kunde rykke ham for Øie, vilde forekomme ham vildfremmet, ja ubegribelig. Kunde vi ellers forklare os at Welh. aldrig har forsøgt ved et eneste følt Trangen til at udtale et eneste forsonende Ord derover? Ogsaa denne Sorg er overlevet, det behøves ikke mere. Alt skal være glemt, glemt, glemt. Nu tale vi kun derom som om vi allerede vare over Kløvten hvor «al Bitterhed skal lades tilbage». Kunde vi blot vinde en bedre Holdning ligeoverfor hinanden, lære at omgaaes mere ligefremt. De har saa ofte bedet mig komme og besøge Dem i Deres Huus. De har bragt mig denne Hilsen fra Welh. ogsaa. Det kan jeg ikke, vil jeg aldrig kunne. Men skulde vi ellers ikke kunne dele hvad gode, aandfulde Mennesker dele med hverandre? Jeg indseer ikke hvorfor vi ikke kunne gjøre en Tour sammen, tage over til Ladegaardsøen for Ex. og raste der, medens vore BørnBørn] Johan Sebastian og Josephine Welhaven hadde fem barn: Ida (1846–1915), Johan Ernst (1848–1924), Hjalmar (1850–1922), Marie (1854–1932) og Joseph (1854–?). springe omkring. Mig forekommer det ogsaa at Welh. og De kunde sidde oppe i min Stue en Times Tid, saa vi kunde 8tale sammen. Dog dette er intet Forslag, De veed bedre end jeg om det vilde være godt. Maaskee W. endnu er for stærk for mig, og det vilde strax gaa itu.

Dette er mit Testament til Dem og til Welh. Nu har jeg endnu et at skrive til mine Børn.mine Børn] Robert (1842–1913), Alf (1844–1919), Oscar (1845–1911) og Emil (1848–1904) Thi for fuld‹t› Alvor siger jeg: enten maa jeg dø eller bort, leve kan jeg ikke her. Tak fordi De har forstaaet dette. Hvorledes skulde jeg kunne leve her hvor der ikke er et Menneske der ikke kan begribe at – jeg ikke kan leve her? – – her hvor enhver i min Kreds tynger mig ned? Vurdeer den Lykke der er Dem endnu beskjeret, men som jeg har mistet en Lykke som Kvinder af Deres og min Art saa sjelden opnaar: i denne borgerlige Livets Støtte tillige at have Deres Lige, den hvort‹i›[l] det Høieste i Dem tør ranke sig. Elsk ha‹m› elsk ham Josephine! hem ham ikke, men lad ham gro frit som han vil!

C.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev 1852–63

Samlingen inneholder 70 brev skrevet av Camilla Collett i perioden fra januar 1852 og til våren 1863. Perioden begynner med at Collett var blitt enke i desember 1851, fortsetter med at hun etablerte et nytt liv for seg og sine fire sønner, og slutter med forberedelsene til en lenger utenlandsreise sensommeren 1863.

Mens brevene fra 1852 til 1857 tegner et bilde av hvordan Collett etablerte en ny tilværelse for seg selv og sine nærmeste, er brevene i den siste delen preget av et rikere sosialt og litterært liv.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.