Den 8de Januar 1852
Kjere Johan!
Der er en Ting som længe har hvilet tungt paa mit Sind, som jeg nu maae udtale for Dem. Under den første Skræk var jeg for bedøvet til at føle det anderledes end som et dunkelt Tryk af noget Ubehageligt, men som gik ganske op i Summen af de øvrige Lidelser. Nu har denne Følelse klaret sig, og den har modnet en Beslutning, som De ikke maae kalde Frugten af en daarlig Overilelse, en tankeløs Uvidenhed om min egen Stilling, men som udgaaet af min dybeste Overbeviisning.
Min tabte VenMin tabte Ven] Peter Jonas Collett (1813–51), Colletts ektemann, professor, døde 18. desember paakalder i hiint Optegnelsesbladhiint Optegnelsesblad] Ved sin død etterlot Peter Jonas Collett seg en testamentarisk opptegnelse (Ms.4° 2980:1). sine Frænders Hjælp til at BørneneBørnene] Robert (1842–1913), Alf (1844–1919), Oscar (1845–1911) og Emil (1848–1904) kunde blive opdragne paa den engang begyndte Viis. Jeg veed ikke om jeg har det indirecte, eller ved gjennem noget directe Tilsagn har fornummet, at disse Frænder strax velvilligen 2vare rede til at opfylde dette Ønske, og at de vare blevne enige om ved Sammenskud af en vis Sum aarlig at fremme det nævnte Øiemed. Det er under Forudsætning at jeg ikke heri tager Feil, at jeg skriver dette.
Kjere Johan, De maae ikke miskjende mig naar jeg paa det bestemteste afslaa‹er› ethvert saadant Tilbud. Hvordan mine Kaar end blive, vil det være mig en Umuelighed at modtage det. Vi ere jo enige om at Afdødes Bestemmelser ikke kan, ikke bør opfattes bogstavelig, men i den Kjerligheds-Aand hvori de ere affattede. Han, det veed jeg bestemt, har i hiint Øieblik tænkt ligesaameget paa mig som paa Børnene, paa de alt for store Savn han derved vilde spare mig for. I sin Ømhed har han ikke overveiet den uoverstigelige Modstand der vilde reise sig i mig, i enhver nobel Sjel, ved Tanken om at stille sig i et saadant Afhængighedsforhold, og at der er ingen RenonciationRenonciation] avståelse, avkall jeg ikke foretrækker derfor. De vil maaskee indvende at det er Børnene dette gjøres for, det vilde blot komme dem tilgode, men dette er i Grunden et Sophisterie som jeg ogsaa i Førstningen daarede mig med. Nu har mit Stakkels Hoved begrebet at det dog egentligst kommer mig tilgode, da dette fremmede 3Offer vilde sætte mig istand til at leve desbedre.
Gud veed at jeg har fattet min Stilling i Øiet. Jeg veed hvilke Forsagelser der venter mig og De kjender mig nok til at vide at mange af dem vil koste mig stor Smerte. Men jeg veed tillige at det er noget jeg ikke kan opgive. Jeg maae midt i min Fattigdom føle mig ganske fri. Jeg vil være fri i alle mine Handlinger, i min Maade at leve paa. Kun da, naar jeg veed at jeg ikke skylder nogen noget og at ingen berøver sig noget for at gjøre mit Liv mildere, vil jeg faae Mod til at bære dette Liv. For dette Gode er jeg villig til hvilketsomhelst Offer, at sælge GaardenGaarden] Fra vinteren 1849 hadde Collett og familien bodd i en egen murvilla i Uranienborgveien bak slottet. strax om det er nødvendigt, at skille mig ved alt mit Bohave, selv mit kjereste, der vilde erindre mig om lykkeligere Dage, og blot beholde det allernødtørftigste. Jeg er ogsaa rede til at give slip paa en af Børnene hvis QvæstorsQvæstors] Emilie Henriette Christence (1805–68), født Rørbye, og Bernt Anker Collet (1803–57), kvestor ved Universitetet i Christiania 1834–49, slektning av Peter Jonas Collett gjentage deres Tilbud, da disse Folk i min lykkelige Stilling har gjort dette, vil det saare mig mindre – alt er jeg rede til for at gjøre det mueligt at bringe de andre Børn frem.
Jeg haaber kjere Johan, at De eller Deres andre SødskendeDe eller Deres andre Sødskende] i tillegg til Johan Christian (1817–95): Holger Gustav (1807–70), Sophie Augusta (1811–72), gift Steenstrup, og Carl Emil (1821–98) Collett ikke udleder denne min Beslutning af nogen uvenlig Grund. 4Jeg paaskjønner af Hjertet ligefuldt den RedebonhedRedebonhed] villighet hvormed I Alle have forenet Eder i dette ædelmodige Tilbud, ligesom og al den Godhed I have viist mig og Børnene fra det første skrækkelige Øieblik, og denne Godhed paakalder jeg fremdeles. Al aandelig Bistand, alt Venskab, enhver Veiledning, ethvert Raad vil jeg taknemlig modtage, og jeg haaber at jeg I Alle ville tro at jeg vurderer dette høit, og at det har været mig en Trøst under mine traurige Overveielser, at dette var noget som jeg torde beholde.
Jeg ønsker at De vil meddele Deres andre Sødskende dette.
Camilla Collett
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samlingen inneholder 70 brev skrevet av Camilla Collett i perioden fra januar 1852 og til våren 1863. Perioden begynner med at Collett var blitt enke i desember 1851, fortsetter med at hun etablerte et nytt liv for seg og sine fire sønner, og slutter med forberedelsene til en lenger utenlandsreise sensommeren 1863.
Mens brevene fra 1852 til 1857 tegner et bilde av hvordan Collett etablerte en ny tilværelse for seg selv og sine nærmeste, er brevene i den siste delen preget av et rikere sosialt og litterært liv.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.